For at sikre reel retfærdighed mellem generationerne skal vi bevæge os ud over økonomiske modeller, der er afhængige af uendelig vækst. I en strategi for Europa efter væksten erkendes det, at velstand ikke kan bygges på overforbrug af ressourcer, økologisk ødelæggelse, voksende uligheder og undervurdering af ulønnet omsorgsarbejde, som alt sammen underminerer de kommende generationers velfærd. Ægte retfærdighed mellem generationerne betyder at leve inden for planetens grænser og fordele ressourcer retfærdigt over tid. Dette kræver et skift fra det primære mål om BNP-vækst til trivsel og pleje som et centralt politisk mål. Offentlige investeringer skal prioritere social og økologisk modstandsdygtighed – omsorgsarbejde, uddannelse, klimatilpasning – ikke vækst for dens egen skyld. Regeringerne bør overvåge og dirigere private aktører og finansiering, enten via kapitalkontrol og offentlige ejerskabsstrukturer, for at nå bredere samfundsmæssige mål ud over rentabilitetsincitamenter. De finanspolitiske rammer bør afspejle dette skift med værktøjer som trivsel og kønsbudgettering og progressive skatteforanstaltninger (f.eks. formueskat), der sikrer, at det nuværende forbrug af ressourcer ikke sker på morgendagens bekostning. Det er afgørende at integrere en feministisk tilgang efter væksten i retfærdigheden mellem generationerne for at sikre, at de økonomiske systemer fungerer for mennesker og planeten — nu og i fremtiden. Det handler ikke kun om at undgå skade, men om at opbygge fælles, bæredygtig velstand på tværs af generationer på en begrænset planet.