Den generelle tendens i de vestlige demokratier er tydelig. Skift til kontrakter uden et fast timetal eller midlertidige stillinger, hvilket reducerer jobsikkerheden, sænker lønningerne og fritager specifikke jobtyper fra mindstelønsgarantier. Dette skete også i Europa med f.eks. artikel 3, stk. 3, i direktivet om udstationering af arbejdstagere (2016/1234/EU), som fritog arbejdstagere i transportsektoren fra mindsteløn. Samtidig bliver flere og flere mennesker i funktionærsektoren ansat som eksterne konsulenter med usikre kontrakter, der er utroligt stressende og ikke efterlader nogen sikkerhed. Hvorfor gør vi dette, hvorfor er den eneste samtale fokuseret på "konkurrenceevne" og effektivitet, mens vi narrer os selv, at ansættelsen er høj, men kun på grund af disse forfærdelige arbejdsvilkår og kontrakter? EU bør investere flere ressourcer i at støtte politikker og henstillinger, der har til formål at forbedre uddannelsessektoren samt skabe bedre og sikrere arbejdsvilkår. Men medmindre beslutningsprocessen kun er ensidig, dvs. fra virksomheder til Kommissionen, uden at inddrage de yngre generationers og arbejdstagernes stemmer, hvordan kan dette skift så overhovedet finde sted?