Jeg forestiller mig en Europæisk Union, hvor solidaritet mellem generationerne ikke blot er et ideal, men en levet virkelighed — hvor de ældres visdom, de unges energi og den erhvervsaktive befolknings erfaringer mødes for at opbygge et modstandsdygtigt, inklusivt og bæredygtigt samfund. I dette fremtidige EU udformes politikkerne ikke kun for nutidens vælgere, men også for de kommende generationer. Offentlige rum er designet til tilgængelighed og interaktion på tværs af aldersgrupper, uddannelsessystemerne prioriterer empati og aktivt medborgerskab, og stemmer i alle aldre værdsættes i demokratiske processer. For at realisere denne vision er vi nødt til at handle nu. For det første er vi nødt til at investere i dialog mellem generationerne og skabe platforme i skoler, lokalsamfund og arbejdspladser, hvor mennesker i alle aldre kan udveksle erfaringer, idéer og udfordringer. For det andet skal vi prioritere bæredygtige politikker, der tager højde for de langsigtede virkninger på både mennesker og planeten — håndtering af klimaændringer, digital omstilling og økonomisk ulighed med fremsyn. Endelig skal EU-institutionerne sikre, at unge har en plads ved bordet – ikke som tokens, men som ligeværdige partnere i udformningen af fremtiden. At opbygge et forenet, blomstrende samfund betyder at afvise aldersbaserede opdelinger og omfavne en kultur, hvor læring og ansvar deles på tværs af generationer. De beslutninger, vi træffer i dag, skal være drevet af princippet om arv — ikke kun det, vi opnår nu, men det, vi efterlader. EU's fremtid afhænger af det.