Som medstifter af HER-autismes frivillige team, socialantropolog og mor til tre — herunder en tiårig, ikke-talende autistisk datter — forestiller jeg mig et Europa, der virkelig omfavner mangfoldighed, ikke bare som politik, men som daglig praksis. Mangfoldighed er ikke et problem, der skal håndteres. Uanset om denne mangfoldighed skyldes alder, køn, oprindelse, handicap eller sundhedstilstand, bør den hilses velkommen og afspejles i alle aspekter af livet. Handicap er et af de mange udtryk for den menneskelige oplevelse. Da næsten hver fjerde person i EU lever med en eller anden form for handicap, er samfundsmæssig inklusion ikke et marginalt spørgsmål — det er centralt for demokratiet. Jeg støtter kraftigt oprettelsen af en EU-dækkende ordning for personlig bistand, der bygger på autonomi, valg og værdighed. Det er et meningsfuldt skridt i retning af at sætte den enkelte i stand til at leve fuldt ud og uafhængigt. På samme måde har etisk, inklusiv teknologi et enormt potentiale til at forbedre kommunikationen, tilgængeligheden og dagligdagen for mennesker af alle evner og alle generationer. Når den styres af empati, bliver teknologien en kraftfuld equalizer. Som europæere skal vi også sikre, at vores institutioner taler i et klart og inklusivt sprog, så alle borgere kan forstå, deltage og blive hørt. Empati skal være en grundlæggende del af den politiske dialog som en demokratisk nødvendighed. De politikker, vi udformer i dag, vil definere morgendagens solidaritet og retfærdighed. Et Europa for alle er ikke en drøm. Det er et ansvar.